Ny Hovmester i Restaurant Sejlklubberne

per voss hansen hovmesterSkovshoved Sejlklub får pr. 1. december 2015 ny hovmester i Restaurant Sejlklubberne.

Rigtig mange kender Thomas Gaarn Rasmussen gennem rigtig mange år, idet Thomas har drevet vores restaurant gennem hele nitten sæsoner. Thomas og Juliette har købt en restaurant i indre København, og har forståeligt valgt at fokusere helhjertet herpå.

"Vi har haft nitten fantastiske sæsoner i Skovshoved. Det må der ikke herske tvivl om. Juliette og jeg ser frem til et nyt projekt i form af en frokostrestaurant, med de forandringer i vores hverdag som dét vil medføre", forklarer Thomas.

Bestyrelsen har i fællesskab med Thomas gennem de seneste måneder arbejdet på at finde en værdig afløser, der besidder den rette forståelse for det klubliv vi ønsker at fastholde og udbygge. Thomas anbefalede tidligt i processen Per Voss, som i syv år har arbejdet for Thomas som køkkenchef i både Tuborg Havn og i Skovshoved.

Per har i den seneste tid været køkkenchef på Hotel Marienlyst i Helsingør, hvor han har gennemført en stor nystrukturering af hotellets kulinariske koncepter og tilbud. Per har indgående kendskab til Restaurant Sejlklubberne og kender alt personale, har forhandlet med alle leverandører og er særdeles vellidt. Per kommer med de bedste anbefalinger.

Der er således indgået aftale om den videre forpagtning af Restaurant Sejlklubberne med Per Voss, som efter planen tiltræder 1. december 2015. Thomas og Juliette vil i den første tid bistå Per med alt praktisk for at sikre en god overgang.

Skiftet af hovmester vil i begyndelsen være næsten umærkeligt for klubbens medlemmer og gæster. Sådan har vi valgt at gribe opgaven an, men det fælles ambitionsniveau er større.

"Klubben har set skiftet af hovmester som en mulighed for at nytænke alt fra medlemstilbud over menukort til hvordan specielt medlemsområdet anvendes i det daglige. Vi er bevidste om at forandringer skal være blide men samtidig effektfulde. Per har vist stort engagement i denne proces, og har på overbevisende vis demonstreret sin forståelse for medlemmernes behov", siger Jesper Meulengracht, formand for SKS.

Der vil blive afholdt en kombineret afskedsreception for Thomas og velkomstreception for Per. Når datoen er fastlagt udsendes invitation til alle medlemmer, der vil blive opfordret til at deltage og til at gøre denne dag festlig.

Samtidig med at vi byder Per Voss velkommen ombord, ønsker vi Thomas og Juliette alt held og lykke i fremtiden.

Sejlerhilsen,
Bestyrelsen

Bestyrelsen SKS 2015

PS: Nyheden er nået frem til bådpressen på minbaad.dk og nu også Villabyerne.dk

Skovshoved Havn N 55º 45,7' - E 12º 36,1' 

 

Kommende Arrangementer

Go to top