Kammeratskab og træning

I SKS Ungdom vægtes kammeratskabet blandt sejlerne meget højt. På tværs af alder, skoler og sejladsmæssigt niveau danner de unge sejlere venskaber, som bliver det centrale i fornøjelsen ved at komme på havnen og på vandet gennem hele sæsonen. 

kammeratskab og traening 1

 Billede fra vores sommerlejr i Stege 2016, hvor Karen Volf kom forbi med kager.

De mange sociale arrangementer i klubben er meget vigtige, og for at styrke sammenholdet afholder vi hvert år blandt andet forårsbrunch, grillaftener, sejlerlejre, forældresejlads og andespil. Den almindelige træning til hverdag indeholder også en masse samvær imellem sejlerne, der hjælper hinanden med til- og afrigning, får en sludder på vandet i pauserne og hygger i vores klubhus før og efter træning.

kammeratskab og traening 2

Pause og hygge på vandet

Til vintertræningen serverer forældrene varm mad til sejlerne midt på dagen, og sejlerne er en tæt gruppe sammen under vinterens fysiske træning og teori. 

Forældre og trænere bakker op om det positive miljø og hjælpes ad med at få alt det praktiske til at rulle - til glæde for alle. 

Flere vælger at sejle for at mærke glæden på vandet, blive en kompetent sejler og være sammen med sine kammerater, men SKS Ungdom er også stedet at sejle, hvis man vil til tops på landsholdet. I 2016 havde vi 2 sejlere med til VM, 3 sejlere til EM og 6 sejlere til NM. De seneste 4 år har SKS Ungdom vundet Hold DM, senest i 2016 med U12 holdet.

kammeratskab og træning 3

U12 holdet, der vandt DM på Peblingesøen i 2016.

Til de sejlere, der vælger at være ambitiøse med kapsejlads, vil SKS Ungdom tilbyde målrettet kapsejladstræning med support af de bedste trænere både under forberedelse (træning) og konkurrence (kapsejlads).

Go to top