Optimist Ny i Kapsejlads

Ny i kapsejlads – en guide..

Kapsejlads er super spændende og meget udviklende for sejleren. Man bliver helt enkelt en dygtigere sejler hurtigere, når man til kapsejladstræning og i kapsejlads koncentrerer sig om at gøre sit bedste. Det er motorisk krævende at drive sin jolle hurtigst muligt gennem vandet, og når sejleren styrer sin jolle gennem banen, er det som at flytte en skakbrik. Der skal tages højde for konkurrenternes placering, vind, strøm og kapsejladsregler.

Kort sagt styrker kapsejlads intellektet og fysikken. Samtidigt er der masser af kammeratskab og hygge til stævner i en god atmosfære – både blandt børn og forældre.

pic ny i kapsejlads 700 bred 72 pr tomme

Lokalt C-stævne i Espergærde. C-stævner er mindre felter tæt under land ..

 

Hvornår er man klar til udenbys stævne?

De første sejlere er modne til deres første kapsejlads efter en halv sæson, mens andre skal bruge det meste af en sæson eller måske mere. Det er oplagt at tale sammen og være en hel lille gruppe, der tager af sted sammen.

Hvor?

Vælg et endagsstævne på Sjælland og afsæt en hel dag. Specielt Harboe Cup i Skælskør, der ligger sidst på sæsonen er en stor begivenhed for sejlere fra SKS Ungdom, hvor de fleste indlogerer sig på Villa Fjordhøj, et stort gammelt hotel lige ned til fjorden. Harboe Cup er et rigtig godt stævne, hvor forældre og sejlere sammen med kammeraterne kan hygge sig i en weekend.

Tilmelding

På arrangørsejlklubbens hjemmeside finder i stævneindbydelsen med en række praktiske informationer om stævnet. Tilmelding med navn, sejlklub og sejlnummer - og som oftest betalingen – foretager I selv på hjemmesiden.

Transport

Optimistjollen fragtes på biltaget eller også lånes klubbens optimisttrailer med plads til 9 joller. Forældrene står selv for at læsse joller og fordele tjansen med at trække traileren.

Jollen

Sørg for at den er i orden, og i kan rigge og trimme den rimeligt. Selv den ældste klubjolle kan være med til de første stævner, hvor sejlerne stadig er meget nye i faget.

Kapsejladsdagen

Kom i god tid, så der er ro til at rigge til og komme i sejltøjet. Besøg bureauet (stævnekontoret), hvor sejleren indskrives og får sejladsbestemmelserne udleveret. Måske får i også en kulørt vimpel til at sætte i sprydbarmen (farvekodning angiver hvilket felt sejleren deltager i). 

Sejladsbestemmelserne er et skriftligt dokument, der gennemgår hvilke bestemmelser der gælder for kapsejladsen. Sejladsbestemmelserne kan virke noget knudrede, da de henviser til regler, man som ny ikke nødvendigvis kender. Det går fint uden at forstå alt. De vigtigste vigeregler kender sejleren fra træning, og de har også den nødvendige enkle forståelse af mærke-plads konceptet. Baneskitsen er vigtig at gennemgå sammen med sejleren og startproceduren er også god at kende. Bed om at få startproceduren gennemgået på skippermødet om morgenen, hvis i er i tvivl. På et godt C-skippermøde har sejlklubben typisk flagene med, som bruges i startproceduren sammen med lydsignaler.

I C-kapsejlads er kutymen, at sejlerne kommer ind til frokost. Det er rart for børnene at se forældrene og slappe lidt af. Sejlerne har heller ikke endnu lært at tisse, mens de er på vandet. Der hygges med madpakken og kammeraterne, og det er vigtigt at få spist. De fleste sejlere har en drikkelse, energibar, banan eller andet hurtigt med ud på vandet.

Protester

Protester ses ekstremt sjældent til C-kapsejlads, men kapsejladsreglerne åbner mulighed for at en sejler kan protestere, hvis en anden sejler har brudt en regel. De sjældne gange det ses, er det næsten uden undtagelse, fordi en jolle er gået meget i stykker, og det derfor er rart af hensyn til forsikringen at få afklaret, hvem der kom til at lave en fejl. Protestafviklingen foregår meget udramatisk under hensyntagen til sejlernes alder. En forældre kan sidde med til protestafviklingen, men må som udgangspunkt ikke tale. I C-kapsejlads lempes dette betragteligt.

Præmieuddeling

Præmieuddelingen er et godt afsluttende samlingspunkt, så lad være med at haste hjem. Der er oftest placeringspræmier til den bedste tredjedel af feltet og erindringspræmier til alle C-sejlere.  Det bliver gerne til en is eller en sodavand også sammen med kammeraterne, før man kører sin trætte sejler hjem. 

Forsikring

Har du egen jolle, så sørg for at den er forsikret med ansvar og gerne kasko. Klubjollerne i SKS Ungdom er forsikret.

Bare kom med!

Det er sjovt at sejle ræs. Der skal sejles for fuld damp, og bagefter grines og spises is!

 

pic ny i kapsejlads 2 700 72 pr tomme

Internationalt stævne for A-sejlere i Middelhavet. Store felter, lange dage og i åbent farvand. Rejse-, kultur- og konkurrenceoplevelse… Kæmpe oplevelser venter for den erfarne ældre optisejler!

Go to top