Lær at sejle optimistjolle

farumcupthea

Optimistjollen er verdens største jolleklasse og i Skovshoved Ungdomssejlads er jollen også en stor del af vores samlede aktiviteter med over 60 aktive sejlere mellem 8 og 15 år. 

Optimistjollen udmærker sig ved at være en letsejlet jolle for en ny sejler, der hurtigt vil få indsigt i hvordan en sejlbåd virker.

Samtidig er jollen et særdeles teknisk krævende bekendtskab for de dygtigste sejlere, og tilgodeser således unge sejleres behov for indledende træning på klubniveau, hvor sejleren stifter bekendtskab med livet på vandet, såvel som mange muligheder for store stævner i både ind- og udland når sejleren udvikler sig.

Omend Optimistjollen er en enmandsbåd anvender vi i Skovshoved Ungdomssejlads jollen som en platform, hvor kammeratskaber og sammenhold på tværs af skoler og bopæl udvikles til at være et bærende element i at fastholde vores sejlere indenfor sporten. 

Optimistjollen sejles i mere end 120 lande med over 160.000 skippere, og det er en af kun to lystbåde godkendt af Den Internationale Sailing Federation udelukkende for sejlere under 16 år. Ved Olympiaden i London, var næsten 80% af alle sejlere tidligere Optimist jolle sejlere.

 

 

Go to top