Et tilbageblik på kapsejladssæsonen 2016

Så går sæsonen 2016 på hæld, og dermed er det også ved at være tid til mit årlige tilbageblik på året der gik på kapsejladsbanerne – både vores egne stævner og de præstationer vores klubkammerater har leveret rundt om i verden.

Hvis vi starter kronologisk, så skal vi også langt ud i verden. I januar blev der i Malaysia sejlet ungdoms-VM (internationalt kendt som WYSC). Her var Danmark repræsenteret af en SKS’er i katamaranklassen SL16, hvor Cille Smedegaard sejlede en virkelig flot 5. Plads hjem til Skovshoved og Danmark.

Cille Smedegaard i Langkawi
Cille Smedegaard til Ungdoms-VM i Malaysia.

Påsken er af de fleste sejlerfamilier kendt som ”Garda-ferien”, for her sejles verdens største optimistjollestævne på Gardasøen i det nordlige Italien. I den del af stævnet, der kaldes ”Nations Cup”, hvor en sejler fra hvert land dyster mod hinanden, var det vores egen Emil Kjær, der havde fået æren af at repræsentere Danmark.

Emil Kjaer 2016
Emil Kjær i optimistjollen. Arkivfoto. 

 

Og hvis man er blandt dem, der tænker ”Gardasøen”, når påsken nævnes. Ja, så er man nok også blandt dem, der tænker Kerteminde, når pinsen nævnes. Igen i år var Skovshoved talstærkt repræsenteret ved Nordeuropas største jollestævne. Hele 26 SKS-både var med, og i to af klasserne endte det også med SKS’ere øverst – Philip Lyngbek i 29’er og Thomas Paasch i A-Cat.

philip lyngbek sail extreme
Philip Lyngbek til Sail Extreme 2016 sammen med sin gast fra Furesøen. Foto af Anders Lund.

 

Efter en pause uden havn var vi også selv tilbage som kapsejladsarrangører. Året startede ud med knarrstævnet ”Mellerup Cup”, som er opkaldt efter Jørgen Mellerup. Knarrklassen har en lang tradition med kapsejlads i Skovshoved, og stævnet i år blev også et tilløbsstykke med 24 knarr’er på startlinjen. Faktisk samme antal som har været til start i løbet af året torsdagsmatchserie.

Mellerup Cup race
Mellerup Cup i Skovshoved - 24 knarr på startlinjen i dejligt sommervejr. Foto af Jon Møgelhøj.

 

Før sommerferien nåede vi også at have besøg af optimistjollerne til Skovser Cup. Igen i år levede stævnet op til sit rygte som landets største en-dags-stævne med over 70 deltagende joller. Og ganske som sædvanligt var det et stævne i let vind, så let at det blev til et stævne med en lang frokostpause i vindstille før der igen kunne sejles efter frokost. Vinderen blev vores egen Frederik Fomsgaard.

Første stævne efter sommerferien i Skovshoved var Hobie Cat-DM og A-Cat-NM. Ganske som med knarrklassen, så er to-skrogs-både også noget med en stor tradition hos os. Det blev et stævne, som nok mest huskes for den voldsomme tåge, der holdt os på land søndag formiddag. Derudover så var vinderen hos A-Cat også lokal. Igen var det Thomas Paasch, der kunne slutte stævnet som vinder. Faktisk er det svært at komme i tanke om A-Cat-stævner i Danmark og Nordtyskland, som Thomas ikke har vundet i år.

Thomas Paasch Kerteminde15
Arkivbillede af Thomas Paasch i A-Catten (kendere vil se at det ikke er fra i år, da det hans gamle hvide båd, der sejles i). 

 

Da jeg skrev den tilsvarende artikel sidste år var det altoverskyggende tema vores ligahold, som vandt Sejlsportsligaen 2015, og dermed gik ind i denne sæson som forsvarende mestre. Lars Nordbjærg havde sat sig for at udvide truppen en del i forhold til vindersæsonen. Hvor der sidste år ikke var en eneste udskiftning, så har der i år været otte forskellige sejlere med på holdet. Dejligt at se mange flere repræsentere SKS i den medievenlige udgave af sejlsporten, men resultatmæssigt kunne de ikke helt leve op til Lars og co’s flotte 2015-sæson, og holdet sluttede sæsonen på 8. pladsen.
Ganske som i fodbold gav ligasejren i 2015 adgang i 2016-udgaven af Sailing Champions League, som igen i år blev sejlet i Porto Cervo på Sardinien. Det er et sted kendt for rigtig god vind, så SKS stillede med et velvoksent hold (læs: et par tunge gutter). Det blev dog helt atypisk let vejr og holdet sluttede i den tunge ende af tabellen.

liga 2div fra dommerskibet
Ligasejlads foran Skovshoved Havn. Gaterunding set fra dommerskibet til 2. divisionsstævnet d. 10.-11. september. Foto af Jon Møgelhøj.

Når nu vores ligahold ikke helt levede op til sidste års præstationer, så kan vi i stedet være rigtigt stolte af de to ligastævner, vi fik afholdt. Den nye havn kom virkelig til sin ret, da der blev sejlet ligaens og 2. divisions finalesejladser lige ude foran kajakpoloanlægget på Nordmolen. Rigtigt mange var til at løfte denne opgave og herfra skal I alle have en stor tak. Det var virkelig et eksempel på hvad Skovshoved Sejlklub er i stand til. Jeg håber bestemt ikke det var sidste gang, at vi har set ligaen sejle på vores hjemmebane.

I skrivende stund sejles Optimistjolle-Hold-DM på Peblingesøen i København. Her har vi i SKS meget store traditioner. Fire gange i træk inden for de sidste 10 år har vi været øverst på skamlen. Spændende at se om en af de to SKS-hold, der er med på Peblingesøen, kan hamle op med fortidens præstationer.

Jeg har sikkert glemt et par af jer – I må gerne skrive og brokke jer, så jeg kan føre jer på listen.

 

 

Tak for en god sæson! Vi glæder os allerede til at se hvad 2017 byder på.

 

 

Tekst af Jon Møgelhøj

Go to top