SKS anskaffer 2 ekstra Match28

Match28paavejSkovshoved Sejklub oplever en rigtig fin medlemsfremgang, hvilket giver øget aktivitet i hele klubben. Vores Sejlcenter for voksne er ingen undtagelse, og bestyrelsen har derfor gennem en periode undersøgt mulighederne for at forøge antallet af klubbåde. 

Vi er glade for at meddele at det nu er lykkedes. I løbet af foråret fik bestyrelsen nemlig nys om to pæne Match28'ere, der var sat til salg. Vi øjnede chancen for et godt køb af de brugte både og de to M28ere er nu fragtet til Skovshoved og bliver disse dage klargjort hos Nordbjærg.

Anskaffelsen udvider kapaciteten i Sejlcentret, hvorved vi matcher det stigende antal aktive sejleres efterspørgsel på travle ugedage. Med ekstra kapacitet kan vi yderligere introducere og involvere de lidt ældre ungdomssejlere i et spor for kølbådsundervisning, og vi kan bidrage med i alt 6 både til VIP eventsejladser, hvor der allerede er efterspørgsel til nogle større arrangementer inden sommerferien.

Med 6 ens både kan vi tilmed invitere til forskellige typer af kølbådsstævner, hvor vi tidligere har skullet låne eller leje os frem, såfremt vi ønskede et større antal både på vandet ad gangen.

Vi forventer os megen glæde af denne anskaffelse.

 

Go to top